Velkommen til
Vildbjerg Sports- og Kulturcenter
Sport, hotel, træningslejr, kurser & konferencer, selskaber, mad ud af huset.
Vi spænder bredt og favner vidt. Fra at være det lokale klubhus, er Vildbjerg Sports- & Kulturcenter vokset til at være en moderne virksomhed, med rigtig mange muligheder.
Lang historie kort fortalt:
Starten på det, der i dag er Vildbjerg Sports- & Kulturcenter, var det nu nedlagte friluftsbad, der blev etableret af frivillig arbejdskraft i en gammel grusgrav i 1937. Jorden blev givet af kommunen, med det formål, at friluftsbadet skulle være "til brug for kommunens beboere i fremtiden".
10 år senere - i 1947 - blev Stadion etableret. Det fortælles, at den lokale politimester var yderst fodboldinteresseret. Han tilbød derfor "frit lejde", hvis man donerede et beløb til anlæggelsen af Stadion. Altså - man behøvedes ikke forklare ordensmagten eller andre, hvorfra man havde pengene.
Med ihærdige, fremsynede mennesker og en positivt indstillet kommune som drivkraft, har stedet løbende udviklet sig til det center, som vi kender i dag. Udvidelsen i 2004 var markant, og seneste større udvidelse var opførelsen af hal2 i 2015.
Tanken fra 1937, om at "centeret skulle være til brug for kommunens borgere i fremtiden" er heldigvis fulgt med os hele vejen, og vi servicerer i dag med glæde kommunens borgere og foreninger.
Vores luksus er god plads, moderne faciliteter og godt humør. Siden 2004 har vi kunnet byde på 32 værelser, 7 mødelokaler og i alt 10.000 m2 under tag. Det bruger vi til at lægge hus til alt lige fra kurser og konferencer, til barnedåb, landskampe, foredrag, julefrokoster, Vildbjerg Cup, messer, hundeudstilling, temadage, selskaber, træningsophold for bredde og elite. Vi har - i al beskedenhed - ry for at løse opgaven med et smil.